Due diligence oversættes bedst til ‘fornøden omhu’.
Kernen i due diligence begrebet er, at virksomhederne skal foretage en risikovurdering for at minimere risikoen for at bringe ulovligt fældet træ i omsætning på EU-markedet.
‘Virksomheder’ pålægges at udvise due diligence og det betyder at de skal anvende en due diligence ordning.
‘Virksomheder’ skal opretholde og regelmæssigt evaluere den due diligence ordning den anvender, medmindre virksomheden anvender en due diligence ordning, der er udarbejdet af et overvågningsorgan.
Der er 3 hovedelementer i due diligence ordningen:
Oplysning:
Virksomheden skal have adgang til oplysninger der beskriver træet og træprodukterne (handelsnavn og/eller latinsk navn), hugstlandet, mængde, navn og adresse på virksomhedens leverandør og den forhandler træet leveres til, samt oplysninger om opfyldelse af gældende lovgivning.
Risikovurdering:
Procedurer der gør virksomheden i stand til at analysere og evaluere risikoen for ulovligt træ i forsyningskæden, baseret på blandt andet ovenstående oplysninger, samt oplysninger om udbredelsen af ulovlig hugst af bestemte træarter, udbredelse af ulovlig hugst i hugstlandet, kompleksiteten i forsyningskæden mm.
Risikobegrænsning:
Når vurderingen viser at der er risiko for at der er ulovligt træ i forsyningskæden, kan den pågældende risiko afhjælpes ved fx at kræve yderligere oplysninger og dokumentation fra leverandøren og /eller krav om tredjepartskontrol.