EU’s tømmerforordning, EUTR, har nu virket i 2 år og mange virksomheder har brugt både tid og ressourcer på at efterleve de omfattende krav og bestemmelser.
Men virker EUTR overhovedet efter hensigten og hvordan påvirker den dagligdagen ude hos virksomhederne? Er der områder hvor lovgivningen kan gøres mere klar?
Det undersøger EU kommissionen nu i en stor, åben høring, hvor alle interessenter på tværs af træbranchen opfordres til at dele deres erfaringer og opfattelse af EUTR igennem forordningens første to år.
Høringen foregår på nettet gennem et spørgeskema.
Vi opfordrer alle EUTR berørte virksomheder til at give deres mening til kende.
Gå direkte til spørgeskemaet via dette link: Survey on the evaluation of the EU Timber Regulation
Høringen er åben frem til 3. juli 2015. Høringen er et led i EU-Kommissionens første gennemsyn af EUTR. Kommissionen skal inden 3. december 2015 rapportere om EUTR til Parlamentet og Rådet. Herefter skal EUTR til gennemsyn hvert 6. år.