EU-Kommissionen udsendte 17. november 2021 et nyt forslag til en forordning, der skal stoppe EU’s fodaftryk på den globale afskovning. Forslaget skal sikre, at varer som palmeolie, soja, oksekød, kaffe, kakao og træ, der importeres eller eksporteres fra EU, ikke har forårsaget afskovning eller skovforringelse.
Inden den nye forordning kan træde i kraft, skal den forhandles på plads mellem EU’s medlemslande, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet - og det kan tage et par år, før vi kender navnet på forordningen og det endelige indhold.
Bygger på elementer fra EUTR
Det udkast, der blev udsendt 17. november, bygger i vid udstrækning på due diligence (DD), risikovurdering og risikominimering, som vi kender det fra EU’s tømmerforordning.
Men der lægges også op til, at virksomhederne dels skal indsende en beskrivelse af deres due diligence til et centralt register og dels udlevere en ”tro- og loveerklæring” om, at man har gennemført due diligence ved hver import eller eksport af de relevante varer.
Samtidig skærpes kravene til sporbarheden af produkterne, og der introduceres en landevurdering til brug for due diligence-forpligtigelsen.
Indtil videre gælder EUTR
EUTR vil fortsat være gældende, indtil den kommende forordning træder i kraft.
Tilsyn og kontrol fortsætter derfor efter de regler, vi kender nu, og man skal som virksomhed fortsat opdatere sin due diligence-ordning jævnligt og efter behov, gennemføre risikovurderinger, sikre risikohåndtering og risikominimering.
Vi vil på EUTR.DK løbende orientere om forhandlingsforløbet og indholdet i den kommende forordning.
Mere information om forslaget findes her:
https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/qanda_21_5919
Vil du dykke endnu dybere ned i forslaget, kan du læse mere her:
https://ec.europa.eu/environment/forests/deforestation-proposal.htm
All the documents: https://ec.europa.eu/environment/publications/proposal-regulation-deforestation-free-products_en
Q&A: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/qanda_21_5919
Factsheet: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/fs_21_5989