Indonesien kan som det første land udstede FLEGT-Licenser ved eksport til EU. FLEGT licenstræ opfylder automatisk EUTR og friholder europæiske importører fra at gennemføre yderligere Due diligence.
EU’s database TRACES
For at kunne importere FLEGT-licenstræ skal en virksomhed registreres i FLEGT systemet, som er en udbygning af EU’s database TRACES, som virksomheder i forvejen benytter ved indfortoldning.
Kræver registrering i FLEGT systemet
Det er vigtigt hvis din virksomhed importerer, eller overvejer at importere træprodukter fra Indonesien, at du forud for indfortoldning registrerer din virksomhed i FLEGT systemet. Importerne kan ikke frigives af SKAT ved indfortoldning i Danmark før den kompetente myndighed har godkendt importen.
Se hvordan du kan blive oprettet i databasen i vores vejledning nedenfor.
TRACES holder styr på licenserne ved godkendelse hos den kompetente myndighed, og ved indfortoldning og frigivelse af varen hos SKAT.
Databasen giver Miljøstyrelsen (den kompetente myndighed) adgang til licenserne, så de kan godkende eller afvise dem, og den giver også tolderne adgang til brug ved indfortoldning.
Adgang til FLEGT/TRACES databasen
Sådan bliver du registreret i EU’s FLEGT-system
For at bruge databasen skal du have et EU-login. Hvis du tidligere har haft en ECAS-konto vil den tælle som et EU-login, og du kan bruge den konto. Ellers skal du oprette en konto her. Du skal ved oprettelsen oplyse dit EORI-nummer (Economic Operator Registration Identifier). Dette er din virksomheds cvr.nr. med ”DK” foran, fx: ”DK37606030”.
Når du har oprettet et EU-login skal du i FLEGT-systemet have tildelt en ”rolle”, for at kunne agere i databasen som importør. Rollen bliver tilknyttet dit EU-login. Når du beder om rollen som importør, vil din virksomhed kunne oprette nye FLEGT-licenser, og se de eksisterende licenser du allerede har inde i databasen. Oprettet af dig eller andre medarbejdere i din virksomhed.
I FLEGT-systemet er din rolle ”Operator”. Når du har valgt denne rolle skal du finde din virksomhed, vælge den, og bede om autorisation.
Hvis du ikke kan finde din virksomhed skal du klikke på “advanced search” og så på “Create Operator”. Udfyld informationerne under “Details”, “Contact” og “Identifier”. Under “Section chapter” skal du vælge “imported Timber Products” (OBS: der er andre muligheder, der kan vælges her, men de er linket til andre systemer i TRACES). Derefter vælger du “create”. Nu skulle der gerne komme en ‘pop-up’, hvor du udfylder informationerne. Derefter vælges “Send Authorization Request”.
Den rolle du har bedt om står nu i systemet som status “requested”. Det bliver den ved med indtil du er blevet godkendt af TRACES Support Team.
Vigtig information
For at blive godkendt skal du sende en e-post til TRACES Support Team, men du skal være opmærksom på følgende regler (ellers bliver din anmodning afvist):
- Feltet “Fra” skal være fra den same e-post adresse, som du har defineret i din TRACES-konto (EU-login)
- Feltet “Til” skal være til TRACES Support Team, og adressen skal være: sante-traces@ec.europa.eu
- Feltet “Cc” skal være til den nationale kompetente myndighed, og du skal bruge den officielle e-post. Adressen skal derfor være: mst@mst.dk
- Feltet ”Emne” skal indeholde oplysning om, at du ønsker en rolle (skriv f.eks.: role request for a FLEGT timber importer). Hvis du er agent så bruger du også denne betegnelse, fordi du i FLEGT-systemet optræder som importør.
- I selve e-posten skal du nævne brugerens fornavn og efternavn, og navnet på den importerende virksomhed, for hvilken rollen ønskes.