Hvad er due diligence for FLEGT-licenser fra Indonesien?

Siden 15. november 2016 har der været et krav om at import af træ og træprodukter fra Indonesien skal følges af en FLEGT-licens. Hver forsendelse skal følges af en licens, som dermed er unik, og ikke kan genbruges.

Som virksomhedsejer er import af træ og træprodukter fra lande uden for EU omfattet af kravet om at udføre due diligence forud for en konkret import. Du kan tage quick-testen for at lære mere om EUTR her.

Hvis din virksomhed importerer produkter omfattet af en FLEGT-licens fra Indonesien (se trin 2 i quick-testen), så sørger licensen for kontrol af lovlighed og overholdelse af national lovgivning. Når du har en licens er der ikke krav om yderligere due diligence på din virksomhed. Licenserne er unikke, og én licens følger én forsendelse.

Du kan modtage din FLEGT-licens fra din leverandør umiddelbart, når du køber varen. Du kan se om din indonesiske leverandør er godkendt som eksportør på den indonesiske SILK-hjemmeside. Hvis ikke din leverandør fremgår af denne liste kan du ikke få valideret din FLEGT-licens hos Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har oplevet, at danske virksomheders import blokeres ved dansk told, fordi den indonesiske eksportør ikke fremgår af ovenstående liste. Du kan som virksomhed selv tjekke din leverandør via linket, så du undgår forsinkelser i din indfortoldning i Danmark.

Indonesien udsteder FLEGT-licenser via deres database SILK, Sistem Informasi Legalitas Kayu, og oplysningerne fra licenserne bruger Miljøstyrelsen ved validering af licensen. Denne validering skal være gennemført før indfortoldning. Du kan godt få foretaget denne validering flere uger før dine varer når et toldsted, fordi licensen håndteres i en EU-database (TRACES), hvor FLEGT-modulet ikke direkte er koblet op på din indfortoldning.

Due diligence ved import fra Indonesien vil efter Miljøstyrelsens opfattelse derfor være dels at tjekke om din eksportør findes på ovennævnte liste over godkendte eksportører med et gyldigt tidsinterval (se kolonnen ”S-LK Date”), dels sørge for at oplysningerne fra FLEGT-licensen så tidligt som muligt indtastes i EU-databasen TRACES/FLEGT.

Hvis du endnu ikke har adgang til TRACES kan du læse mere om procedurerne for oprettelse her. Efter oprettelse i TRACES kan du se, hvordan du opretter en licens i TRACES i dette informationsbrev.

Du kan læse mere om FLEGT på den danske hjemmeside her, og på flere forskellige sprog på EU-hjemmesiden her.

Hvis du ikke selv som virksomhed står for indfortoldningen i Danmark, men har en transportør der gør dette på vegne af dig, så er det en god idé at fortælle din transportør om herværende krav til din import.

Print Friendly, PDF & Email
Posted in Nyheder | Kommentarer lukket til Hvad er due diligence for FLEGT-licenser fra Indonesien?